Har den ny musik en særlig stil?

Den ældre musik havde i hver periode en stil, synes vi. Haydn ligner Mozart. Bach ligner Händel.

Men ligner Højsgaard Ore? Vil værker fra vor tid ligne hinanden, når nogle er blevet klassikere, og andre er blevet glemt? Det vil de rimeligvis, men set fra vort ståsted, er det mest påfaldende, at hver komponist søger sin ”personalstil”, altså det specielle udtryk, som ikke ville have eksisteret hvis ikke netop denne komponist havde. Man kan ikke i vor tid skrive musik som Haydn – eller Schoenberg. Sproget må udvikle sig videre for at kunne være et ægte svar på nutiden. Man må finde sin egen musik..

De seks værker på denne CD er meget forskellige.

Spilleteknisk er de tre af dem traditionelle, de består af ”normale” toner, frembragt ved at spille ”normalt” på guitarens strenge, mens de andre tre benytter specielle spillemåder. Axel Borup-Jørgensen benytter i dette værk udelukkende naturflageoletter, altså de løse strenges overtoner. I Hans-Henrik Nordstrøms ”Tingsomingenting” benyttes kvarttone-”bends” på alle strenge, desuden skal to af guitarens streng stemmes en kvart tone hhv. op og ned fra sit normale leje. Og Østen Mikal Ore udnytter mulighederne i to omstemte guitarer på én gang og en capo tasto, som man kan spille på begge sider af..

 

Vagn Holmboe (1909 – 1996) er den ældste komponist på denne CD og på en måde i sin stil udtryk for de øvrige komponisters ”sproglige bagage”. Han skrev ”Parlare del piu e del meno” i 1988, og det er det sidste af hans guitarværker. De øvrige værker Sonata nr. 1 og nr. 2., fra 1979, samt ”5 Intermezzi” fra 1981, blev skrevet til Maria Kämmerling, uropført og indspillet af hende på Paula, PACD 30. Dette værk, derimod, fik lov at ligge en del år og blev først uropført i 1994, da jeg blev gjort opmærksom på dets eksistens på Wilhelm Hansens forlag. Jeg havde fornøjelsen af at tilrettelægge udgivelsen af det, og fik komponistens accept af nogle spilleteknisk begrundede ændringer i sidste sats. De fem satser fremstår som klare og meget organisk sammenhængende, prægede af komponistens ”metamorfose” – teknik, som vel ikke så meget er en speciel teknik, som den er Holmboes sans for sammenhængende og afvejet udvikling af sin musik.

 

Axel Borup-Jørgensen (f. 1924) blev i 50’erne påvirket af ”Darmstadt-lyden”, skønt han aldrig har skrevet seriel musik. Han beskriver sig selv som ”atonal efter gehør”. Borup-Jørgensen er ikke guitarist, men hans guitarværker udnytter instrumentets muligheder til fulde, det hænder faktisk, at man efter lang tids arbejde med en ”uspillelig” takt i hans musik finder ud af, at han faktisk har skrevet ud fra en usædvanlig fingersætning, som gør takten spillelig og velklingende.

Komponisten skriver om ”Floating Islands”:

 

Siden jeg i 1974 for alvor begyndte at komponere for guitar, dukker der alt oftere naturflageoletter op. I ”Peripeti” nr. 3 for guitartrio (1994) er der ved omstemninger opstået et farverigt harmonisk spil mellem naturflageoletterne, og i Tristrophoni for sologuitar opstod der en epilog udelukkende med naturflageoletter. Dette fristede mig til i de følgende par år at pusle med en række rondolignende satser, fra helt korte til lange, udelukkende med naturflageoletter. I alt blev det til en halv snes stykker. Som altid med guitar havde jeg lavet grebtabeller for at få overblik over mulighederne. Og her var det særdeles vigtigt at efterprøve klangene på min guitar. – Alligevel bad jeg Per Dybro Sørensen om at være min lektør og rådgiver undervejs. Derfor er også hele samlingen i taknemmelighed tilegnet ham.

 

Titlen Floating Islands, der hentyder til naturflageoletternes lange, ligesom svævende, efterklange, er hentet fra et digt af Elisabeth Barret Browning, ”The dead Pan”:

 

Gods of Hellas, Gods of Hellas,

Can ye listen in your silence?

Can your mystic voices tell us

Where ye hide?  In floating islands,

With a wind that evermore

Keeps you out of sight of shore?

 

 

Erik Højsgaard (f. 1954) skrev “C’est la mer mêlée au soleil” i 1981 til guitaristen Karl Petersen, og det må betegnes som et hovedværk i sidste århundredes danske guitarmusik.

Titlen er et citat fra den franske digter Rimbauds beskrivelse af evigheden. Evigheden, det er havet, der blander sig med solen. Lange bølgende bevægelser, hele tiden de samme, men aldrig ens.

Musikken er fantastisk at spille, skrevet som den er til en virtuos, lange kæder af variationer af de samme tonemønstre med elegant rytmisk spil, hvor nye puls-lag først dukker op som polyrytmer i forhold til det gamle tempo, for så at bliver ny grundpuls, så musikken har mange indbyrdes sammenhængende tempoforskydninger, som alle er udledt af det samme grundtempo, indtil et roligere tempo sætter ind inden slutningens fragmentariske tilbagevenden til det gamle tempo.

 

Østen Mikal Ores ”des traces de son…” er skrevet på bestilling af Copenhagen Guitar Festival 2003 og uropført af Anders Borbye på festivalen den 1. august. Man ønskede en sonate, men komponisten ønskede ikke at skrive et værk i traditionel sonatesatsform. Titlen kan således både betyde på sporet af sonate og på sporet af lyd. Man er på sporet af lyden (måske lyden af sonaten), siger komponisten, på samme måde, som man er på sporet af livet i gamle billeder. Man ser på gamle billeder med forlængst glemte detaljer og ukendte personer og får en fornemmelse af livet, der gemmer sig i billederne uden helt at kunne gribe det. Ind i mellem er det langt væk og uforståeligt, til andre tider husker man ganske tydeligt..

 

Ore lader tonerne dukke stille frem gennem et slør af støj og toner med anderledes – falsk? – tonehøjde og støjkvalitet spillet på den ”forkerte” side af en capotasto på guitarens femte bånd eller på den del af hver streng, der ligger mellem sadlen og stemmeskruen. Efterhånden spilles der mere og mere på en guitar, der står på et stativ ved siden af guitaristen. De to guitarers strenge er tilsammen stemt i den kromatiske skalas 12 toner, hvoraf således de seks – til dels i et meget dybt register – først dukker op et stykke inde i værket. Jeg får herved fornemmelsen af en bevægelse ind i et lag bagved.

 

Dette værk er for øvrigt det eneste, jeg kender, hvor en komponist foreskriver, at guitaristen skal spille på to guitarer samtidig – og i hver sin rytme! Det er naturligvis en smule uvant, men på denne måde har komponisten tiltvunget sig nye muligheder og befriet sig fra guitarens normale e-mol fornemmelse, som de løse strenge normalt generer. Og når det lykkes at afbalancere alle disse tyste virkemidler, opdager man meningen med galskaben.

 

Hans-Henrik Nordstrøm har i ”Tingsomingenting” fra 2003 som allerede omtalt benyttet sig af kvarttoner, både som del af guitarens stemning og som ”bends” på normalt stemte strenge. De bidrager stærkt til værkets drømmeagtige karakter. Ordet Tingsomingenting’s ”udtalemelodi” bliver citeret i midterafsnittet. Man kan faktisk høre det. Fem toner, hvoraf den anden er en halv tone under de øvrige og den sidste en kvart.

Komponisten skriver selv:

 

James Joyce’s bog ”Finnegans Wake” har igennem nogle år været noget af en litterær besættelse. Hjemkommet fra et arbejdsophold i Irland i 2001 (og medbringende et eksemplar af Finnegans Wake) begyndte jeg at læse og undres, læse og undres endnu mere og derefter læse, læse, læse. Finnegans Wake er en litterær kehraus, et rablende sprogligt delirium, en vittig og satirisk ristning af samfund og samtid, et vanvittigt verbalt spring ud i de mest urolige abstraktioner, nedfældningen af ufatteligt mange referentielle holdepunkter osv. osv.  Bogen er et digt, en drøm, en fabel, en ubegribelig samling eventyr og gavtyvestreger, en allegori over moralske og religiøse anfægtelser og dertil morsom, spydig og grinagtig.

 

Tingsomingenting er et af mange danske, eller næsten-danske ord, der forekommer i Finnegans Wake. Som så meget andet hos Joyce kan der tænkes mange tydninger af ordet, eller måske findes der slet ingen egentlig betydning.

 

Derfor forekom ordet meget velegnet som titel til solostykket for guitar, der er komponeret som et af de første i en lang række af værker, stærkt influeret af læsningen af Finnegans Wake. Stykket kan i sig selv også tydes i mange forskellige retninger, men er måske bedst tjent med stå alene som det musikstykke, det nu engang er.

 

Tingsomingenting er skrevet til Per Dybro Sørensen, hvem værket er tilegnet. Det blev uropført i Rundetårn den 7. juni 2003.

 

Ib Nørholms Sonate nr. 2 for guitar er skrevet i 1989 til Jacob Christensen. Den har titlen Sommer med satserne Dagene, Notturno og Alba. Eftersom notturno betyder et nattestykke og alba betegner det (hvide) daggry, er der tale om et sommerdøgn. Dagens musik fortæller melodisk fremadskridende om forskellige hændelser, der er højdepunkter og hvilestunder. Ironikeren Nørholm benytter melodiske vendinger af ”sangbar” karakter, sågar små citater fra forskellige – danske – sange, som spindes ind i et net af dagens harmonik.

Den lyse nat er fuld af lyd, af musik og af sære bankelyde, og midt om natten optræder en duet for en sopran- og en basfrø. Det er barndommens legetøjsfrøer med en metaltunge, der knækkes og afgiver frølyde!

Pludselig – med en kort variation af melodien til ”vågn op og slå på dine strenge” – bryder daggryet frem fuldt af næsten skræmmende energi og munder, som roen indfinder sig, ud i dagens start.

Nørholms ironi – citaterne og frøerne – gør oplevelsen af sommerens musik til et nutidigt forhold. Vi ved jo, klichéerne er der, de skal også med. Netop sådan kan man opfatte sommeren som nærværende.

 

 

 

tilbage