Om Buxtehude og hans cembaloværker.

 

 

 

Dietrich Buxtehude

(ca. 1637 - 1707)

Dietrich Buxtehude levede sin barndom og ungdom i Helsingør. Hans far, Johannes Buxtehude, som i Helsingør blev kaldt Hans Jensen Buxtehude, var formodentlig kommet tilrejsende til egnen fra Oldesloe i Holsten omkring 1639. Der var det dårlige tider her mod slutningen af trediveårskrigen, og mange flyttede nordpå. Johannes Buxtehude blev organist ved Olai kirke, efter en kort periode at have virket i Helsingborg.

Dietrich - eller Diderik, som han kaldte sig i Helsingør - gik formodentlig i latinskolen og lærte samtidig orgelspil hos sin far. Der vides intet om hans videre uddannelse, men allerede i 20-års alderen fik han ansættelse som organist ved Mariakirken i Helsingborg. I 1660 vendte han tilbage til Helsingør som organist ved den tyske menigheds kirke, Mariakirken, en stilling, han har været velkvalificeret til som både tysk- og dansksproget.

I 1660'erne må han have erhvervet sig et ry som organist og komponist, og han tiltrådte i 1668 som 30-årig stillingen som organist ved Mariakirken - sit livs tredje mariakirke - i hansestaden Lübeck. Det var en af Nordeuropas mest ansete organiststillinger, og at dømme efter dette og efter hans arbejde der, var han allerede en erfaren komponist på dette tidspunkt. Han giftede sig - det var en betingelse for at få embedet - med sin forgænger Franz Tunders datter, Anna Margerethe.

Han forblev i stillingen til sin død i 1707 som en af tidens mest betydende komponister.

Til hans officielle pligter hørte naturligvis orgelspil til kirkelige handlinger, men også komposition af kantater for både sangere og musikere. Ca. 120 af disse værker kendes i dag.

Kendt i samtiden var hans “Abendmusiken”, koncerter, som blev holdt om eftermiddagene på de 5 søndage inden jul. Hans forgænger havde startet denne tradition, men Buxtehude udvidede den betydeligt.

 

Hans musik var berømt i samtiden og blev studeret af de senere komponister i barokken. Mange har hørt historien om J.S. Bach, som fik bevilget 4 ugers orlov for at gå til Lübeck, for “at lære et og andet om sin kunst”, hvorefter han tilbragte næsten tre måneder dér.

Eftersom trykning, især af værker med mange bjælker på noderne, var besværlig og håndskrift ofte lettere læselig, blev kun få af hans værker trykt i hans levetid, så kendskabet til Buxtehudes værker skyldes i høj grad samtidige afskrifter, bl.a. fra kredsen omkring Bach - familien. Musikken til hans “Abendmusiken”- koncerter findes desværre ikke mere. Mange andre værker kan være gået tabt, og han må antages at have komponeret langt flere end de ca. 275 værker, man kender nu.

 

Rygefamiliens bog.

 

I 1939 fandt man i Nykøbing Falster i en slægtsbog, som tilhørte postmester Ryge, en lang række cembaloværker af Buxtehude. Fundet var særdeles heldigt, for musikken er noteret i tysk orgeltabulatur, som for næsten alle ligner en mystisk kode eller blot en samling krimskrams. På CD’ens forside ses en side af manuskriptet.

Men organisten Svend-Ove Møller i Nykøbing, som fik bogen forelagt, identificerede skriften som musik, hovedsageligt af Buxtehude. Han kontaktede Emilius Bangert, domorganist i Roskilde, som transskriberede musikken og udgav den i 1942. Slægtsbogen befinder sig nu på Det Kgl. Bibliotek i København.

 

Bortset fra suiten i e-mol, BuxWV 236, som udover i Ryge-bogen også findes i manuskript i Thomas Ihre samlingen på Uppsalas Universitetsbibliotek, var alle værkerne ukendte, og de udgør nu næsten al den cembalomusik, man kender fra Buxtehudes hånd.

Man vidste, at musikken var skrevet, for Johann Mattheson skriver i “Der volkommene Capellmeister”, at cembalomusikken udgør en væsentlig del af Buxtehudes værk, men man regnede den for tabt.

Det er ikke komponisten selv, der har noteret musikken - hans håndskrift kender man - , men hvem den flittige kopist er, ved man ikke. Der står i bogen 17 suiter og 6 variationsværker af Buxtehude. Herudover står der 2 suiter af Nicolas -Antoine Lebègue, som Bangert opfattede som og udgav som suiter af Buxtehude, musik, man i forvejen kendte af Pachelbel og Reinken, samt nogle enkeltstående satser, hvoraf nogle kan være af Buxtehude.

 

Det er uklart, om bogens Buxtehude-værker er skrevet i hans Helsingør-tid, eller efter ansættelsen i Lübeck. Det har været fremført, bl.a. af Bangert, at suiternes toneartsmæssige fordeling og modulationer viser, at de er skrevet for et instrument i uligesvævende temperatur, hvilket kunne tyde på et tidligt tidspunkt, men det argument er, som anført af Finn Viderø, ret tyndt, da hele udviklingen i instrumenternes stemning er meget flydende.

 

Buxtehudes musik er af høj kvalitet og præget af stor melodisk opfindsomhed. Hvis man sammenligner den med Bachs musik, er satserne generelt kortere og de er ikke så strengt og konsekvent gennemarbejdede. Til gengæld har de en lethed i udtrykket og megen fantasi, ofte kan de have en overraskende vending, som bagefter virker fuldstændig selvfølgelig.

Disse suiter kan have en slags muntert og venligt vemod.

 

Alle suiterne i Ryge-bogen er af den klassisk tyske type med satserne allemande - courante - sarabande - gigue.

Allemanderne er på en måde de vigtigste satser, meget gennemarbejdede og veldisponerede, og herfra udspringer de andre satser, ofte starter f.eks. couranten med materiale fra allemandens start.

Disse stiliserede dansesatser  bærer franske betegnelser, fordi de normalt er i de franske clavecinisters stil, præget af brudte akkorder (Stile Brisé) og flerstemmig musik, hvor stemmeantallet veksler alt efter behov. Disse stiltræk stammer fra lutmusikken. Satserne er gerne præget af, at stemmerne overlapper hinanden. Når den stemme ene har lange toner eller pauser, fortsætter en anden i hurtigere nodeværdier. Komplementærrytmik hedder dette fænomen.

Bangert skriver fejlagtigt, at den føromtalte e-mol suite i Uppsala er skrevet i tysk luttabulatur. Det er en mærkelig fejltagelse, den er skrevet i samme type orgeltabulatur, som stykkerne i Ryge-bogen. Men muligvis har denne fejltagelse ført til, at netop den suite er blevet mødt med interesse af lutspillere og guitarister. Lutspilleren Walter Gerwig har indspillet den, og guitaristen Julian Bream har udgivet en transskription, som mange guitarister kender, og som flere guitarister har benyttet som udgangspunkt for indspilninger. Mange guitarister, heriblandt Erling Møldrup, har transskriberet denne suite. Det er en suite af stor musikalsk værdi, og det, at den findes i 2 versioner, gør, at man har mange muligheder for at finde løsninger på de problemer man møder, når man omarbejder klaviaturmusik til guitar.

 

De 6 suiter, som jeg har indspillet på denne Cd, er de suiter, som er bedst egnet for guitar af Buxtehudes 17. Man kan spille dem uden at skifte toneart og uden at forandre meget i teksturen. Ind i mellem må man oktavere en stemme, men det kan lade sig gøre at spille suiterne, næsten som de står.

 

For en guitarist er det en stor oplevelse at trænge ind i så god musik, og her har jeg haft stor og uvurderlig hjælp af Viggo Mangor, som foruden at være en fremragende producer også er en fremragende lutspiller og velorienteret om alle relevante emner, fra Ciceros retorik til Johann Matthesons skrifter og Silvius Leopold Weiss’s lutmusik.

 

Jeg har også været meget glad for at kunne benytte Boholte Kirke i Køge til indspilningen.

 

Per Dybro Sørensen

 

 

 

 

Tilbage