Om Axel Borup-Jørgensen og hans guitarmusik

 

 

              Axel Borup-Jørgensen er født i 1924 i Hjørring, Danmark, men voksede op i Sverige. I 1946 vendte han tilbage til Danmark for at studere på Det kgl. danske Musikkonservatorium i København (piano hos Anders Rachlew og instrumentation hos Poul Schierbeck og Jørgen Jersild). Som komponist er han efter eget udsagn mere påvirket af tonen i den ekspressive svenske og finlandssvenske lyrik hos f. eks. Karl Vennberg og Gunnar Björling, end af samtidens musik.

Han deltog i 1959 og 1962 i sommerkurserne i Darmstadt, tiltrukket af Darmstadt-"skolen"s klanglige univers, i hvilket han fandt en bekræftelse på sin egen udvikling. Men han har aldrig skrevet seriel musik. Snarere har han skabt sin egen blanding af den nye klang med en til tider vegetativ (f.eks. i orkesterværket Nordisk Sommerpastorale fra 1964), til tider stærkt ekspressiv stil, præget af dramatiske udbrud og lange pauser (f. eks. Cretaufoni for orkester fra 1960-63)

              Siden 1967 har han brugt guitaren i en række kammermusikværker, og hans solostykker (hvoraf Praeambula fra 1974 er det første), er alle præget af et meget dybtgående kendskab til instrumentets tekniske og udtryksmæssige muligheder.

              Praeambula, op 72, er skrevet til Ingolf Olsen i 1974, og indtil 1976 revideret til en grammofonindspilning (Erling Møldrup).

Værket består af forskellige typer motivisk materiale, som gensidigt afbryder hinanden, så man har indtryk af, at de alle eksisterer sideløbende, og musikken blot skifter brat mellem dem. Spændingen mellem disse "lag" bærer musikken.

              Morceaux, op 73:2, og Praeludien, op 76, repræsenterer to forskellige viderebearbejdelser af materialet fra Praeambula. Her får de enkelte materialetyper lov til at folde sig ud hver især, sat op imod hinanden som afrundede satser med indbyrdes kontrast. I morceaux optræder hver enkelt type kun en gang, mens det samme materiale i Praeludien kan forekomme varieret i flere forskellige satser.

              Det fjerde soloværk er Für Gitarre, op 86 (1978-79 til Maria Kämmerling). Her flettes brede, dramatiske akkorder fra stykkets åbning sammen med en insisterende triolbevægelse til en spændingskurve, der viger for noget vegetativt og næsten krystallinsk i stykkets midterdel. Denne karakter brydes igen af triolbevægelse og akkorder, og dette dramatiske tredie afsnit slutter med en slags reprise af åbningsakkorderne, for til sidst at nærme sig det statiske.

              Gammekinesiske digte op 103:1 fra 1983 er oprindelig komponeret for mezzosopran med lut, men lutstemmen kan - som her - spilles på en guitar med de 4 dybeste strenge stemt ned (D,G,c,f,h,e'). Sangene er forholdsvis enkelt komponeret, den midterste a capella. Over noderne står:"Roligt ført vokalstemme (udtrykker sig mest gennem intervallerne), det dramatiske udtryk er i lutstemmen ("skæve" accentueringer; rytmiske spændinger og kontraster i forhold til sangstemmen)".

              Sange for sopran og guitar over Sarvig-tekster , op 104 er skrevet i 1983-85 og har som tekstgrundlag digte og digtcitater fra Ole Sarvigs lyrik. Værket er særdeles krævende for sangstemmen og langt mere dramatisk i udtrykket end op 103:1; men ligesom i dér har guitarstemmen en væsentlig, solistisk rolle. Den kommenterer, indrammer og forstærker tekstens udtryk.

              "Poésies pour la Dame à la licorne", op 121:1 er fra 1986-88.Titlen viser hen til den franske gobelinserie fra sent 1400-tal, "Damen med enhjørningen". Værket er for 2 guitarer. Inspirationen er delvis hentet i Rilkes "Die Aufzeichnungen des Malte Laurids Brigge", hvor han omtaler gobelinserien:

"Es gibt Teppiche hier, Abelone, Wandteppiche.....Wie Ruhig sie sind, nicht? Es ist wenig Abwechslung darin. Da ist immer diese ovale blaue Insel, schwebend.....Links eine Löwe, und rechts, hell, das Einhorn.....Und hast du den Spruch entdeckt auf dem Zeltrand oben? da steht: A mon seul désir....Es ist ein spiegel, was sie hält.

Siehst du: sie zeigt dem Einhorn sein Bild-"

Ind i et klangtæppe af flageolettoner kommer små stumper erindring - fjerne jagthornsignaler, brudstykker af en middelaldervise.

 

 

Tilbage